08.04.2022

Arctic import leverer rekordoverskud

solid-fremgang_stor

Årsregnskab 2021:

Arctic Import leverer rekordoverskud og går efter en fordobling af omsætningen frem mod 2024

Den nordatlantiske eksport- og grossistkoncern Arctic Import fik sidste år det bedste resultat nogensinde. Omsætningen blev løftet med 50 procent, mens indtjeningen blev mere end firedoblet til 10,1 millioner kroner. Nu skal en ny strategi sikre en fordobling af koncernens omsætning frem mod 2024.

En stor fremgang hos Arctic Import sikrer et historisk godt resultat i 2021. Arctic Import sælger og rådgiver om foodservice, nonfood-produkter og kolonialvarer til en bred vifte af private og offentlige virksomheder i Grønland, på Færøerne og på Island og er i dag en af de største grossister i Nordatlanten. Denne position blev kraftigt udbygget i 2021, hvor koncernen formåede at løfte omsætningen med ikke mindre end 50 procent. Samtidig blev indtjeningen mere end firedoblet og landede på 10,1 millioner kroner mod 2,2 millioner kroner året før.

Nu har virksomheden udarbejdet en ny strategi, der frem mod 2024 skal fordoble omsætningen, og med den imponerende vækst i 2021 er Arctic Import allerede langt foran egne målsætninger:

- Vi er meget tilfredse med udviklingen i koncernen. Vi ser nu for alvor effekterne af den beslutning, som vi tog tilbage i 2017, om at koncentrere vores kræfter på det nordatlantiske grossistmarked. Det har været en længere rejse, og i foråret 2020 afhændede vi de sidste forbrugerrettede aktiviteter. Siden har vi udelukkende koncentreret os om det, vi er bedst til – nemlig business-to-business markedet, og det er en af årsagerne til, at vi nu vækster med en hidtil uset fart, forklarer adm. direktør Thomas Hjort.

Arctic Import har de seneste år indgået nogle historisk store kontrakter både på kunde- og leverandørsiden. I oktober 2020 blev en mangeårig leverandøraftale offentliggjort med KNI (tidl. Kongelige Grønlandske Handel) om leverancer til detailkæden Pilersuisoqs 64 butikker i Grønland. Aftalen blev blandt andet muliggjort via et strategisk samarbejde med Rema Distribution, der blandt andet står bag Rema1000. Ydermere indgik Arctic Import og Hørkram i starten af 2021 en stor foodserviceaftale om leverancer til Nordatlanten, hvilket giver de nordatlantiske kunder adgang til mere end 30.000 unikke varenumre:

- For at kunne levere Nordatlantens bedste kundeservice er vi afhængige af at have de bedste aftaler med de bedste leverandører. Det har Arctic Import, og det er en anden årsag til, at vi tør gå efter en fordobling af omsætningen inden for en forholdsvis kort årrække. Vi står ganske enkelt med et meget stærkt internt setup kombineret med stærke partnerskaber, hvilket giver en stærk konkurrencekraft, og det er alt sammen til gavn for både færinger, grønlændere og islændinge, pointerer Thomas Hjort videre.

Thomas Hjort uddyber, at han ser et stort potentiale i den vækst, som de kommende grønlandske lufthavne vil bibringe. Den igangværende udvidelse af lufthavnen i Nuuk forventes at være færdig i slutningen af 2023, mens udvidelsen af lufthavnen i Ilulissat forventes at være færdig i løbet af 2024. Hertil kommer den helt nye lufthavn ved Qaqortoq:

- Der er ingen tvivl om, at den grønlandske økonomi vil få et betydeligt boost, når de nye lufthavne er færdige om få år. Den grønlandske turisme har været hårdt ramt af coronapandemien, men turismen er generelt i vækst på det nordatlantiske område og nye flyruter vil understøtte denne udvikling yderligere, forklarer han.

Thomas Hjort siger afslutningsvist, at en del af strategien indebærer en forenkling af koncernstrukturen. Med virkning fra 1. januar 2022 blev moderselskabet Arctic Group A/S nedlagt og alle aktiviteter samlet i driftsselskabet Arctic Import A/S. Ændringen får ingen reel betydning for hverken kunder, leverandører eller medarbejderne.

Om Arctic Import A/S
Arctic Import er en familieejet koncern med over 100 medarbejdere. Koncernen har udviklet sig til at være en af de stærkeste private koncerner i Nordatlanten med et bredt sortiment inden for foodservice, en række nonfood-produkter og kolonialvarer til en bred vifte af private og offentlige virksomheder og institutioner. Arctic Import har gennem årene udbygget sine kompetencer og services og opererer i dag i hele Nordatlanten med egne kontorer og lagre i Grønland, på Færøerne og i Danmark.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  • Direktør Thomas Hjort, Arctic Import A/S, mobil +45 40 82 91 91 og thj@arcticimport.dk
  • Presseservice: Esben Lind, Publicity PR & Kommunikation, mobil +45 25 14 58 16 og esben@publicity.dk